Var du også vildt begejstret for kaffebarsbogen “København Con Amore” af Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen fra 2006?

Så er der godt nyt til dig, København Con Amore er nu genopstået i en Google Street View version, som et fint supplement til bogen. Hent bogen frem og gense 156 ud af bogens 350 billeder af byens skæve værtshuse, møntvaskerier, grillbarer, pornobutikker, hoteller m.m. i Google Street View.
Du kan ved selvsyn se hvordan stederne så ud før (i bogen), og så nu hvor Google har fotograferet til deres Street View service en del år efter bogens udgivelse. Andre er naturligvis også velkomne til at kigge forbi.
I Con Amore Street View versionen finder du et klikbart sideindeks i højre side, det er ordnet efter hvor i bogen et givet billede befinder sig – Tallet i () angiver billedenummeret fra bogen, så fx “Power Grill og Cafeteria (19)” er billede nummer 19.

Når du har en info-boks åben, så dukker et lille Street View billede op, du kan oppe i højre hjørne klikke for “Fuld skærm” for bedre at se.

Du kan naturligvis også zoome ind på Google Maps, og så klikke rundt på de forskellige markører.
Bemærkninger om indsamling af Street View materialet – Da en del billeder i bogen er taget indendørs (hvem husker ikke billedeserien fra Perleporten,Dansk Teltmission), så er disse steder naturligvis ikke med her. Googles fotovogn har ikke været alle steder i København fx er områder omkring Korsgade og Stengade ikke med, så steder som “Folkets Hus” er ikke med her, selvom stedet stadigvæk er i live.
Nogle steder har fået ny ejer og navn, disse er taget med her, hvis de stadigvæk har fortsat i Con Amore ånden og koncept, fx Sørensens Kaffebar på Jyllingevej 16 er nu Pernilles Kaffebar og Hawaii Bio hedder nu Playhouse. Jeg har i info-boksen indsat bemærkninger vedr. disse forhold. Og så er der steder som ikke findes mere fx Libelle på Vesterbrogade, disse finder du naturligvis ikke her.
Jeg har tilstræbt at lave den samme vinkel på Street View og så billedet i bogen, men det er ofte umuligt da fx træer har stået i vejen, så er anden vinkel på stedet så blevet valgt. Street View zoomniveauer har af og til også gjort det umuligt at ramme den samme vinkel.
Hvis der er nogle steder jeg har overset og glemt fra Con Amore bogen, men som stadigvæk er still going strong og er blevet spottet på Street View, så kontakt mig gerne, så jeg kan få dem tilføjet.
Bogen “København Con Amore” kan købes online hos forlaget Vindrose, hvis du ikke har den eller mangler en gaveide fx til en studerende der er flyttet fra provinsen og ind til storbyen.
Nå, hvem laver så en Augmented Reality version af “København Con Amore”?





2 kommentarer
Hvorfor kalder du egentlig “København Con Amore” for en kaffebarsbog? Jeg kender i alle fald ikke det udtryk.
Måske mener du coffeetablebook?
Det står i bogen – det udtryk – de ville ikke have fine fornemmelser og kalde det coffeetablebook – så de siger kaffebarsbog, det står på side 15 midtfor