Cykelkorps i Nordjylland forærer en ny ladning GPX filer til OpenStreetMap

(Artikelserie Dit og mit kort, 10) I juni forærede VisitNordjylland i samarbejde med Dansk Cyklist Forbund ca. 1200 km cykelruter indsamlet af et frivilligt cykelkorps i 2009 til OpenStreetMap. Her i 2010 har dette cykelkorps igen været ude og indsamle flere cykelruter med GPS’ere. VisitNordjylland og Dansk Cyklist Forbund har også været så flinke, at dette års høst også foræres som en kopi til OpenStreetMap projektet. Jeg har nu uploadet ca. 825 km nye GPX data til OpenStreetMap. (se alle bidrag fra cykelkorpset her ).

indeks over Visitnordjyllands GPX filer hos OSM

Der er nu alene fra dette cykelkorps blevet indsamlet ca. 2025 km GPX data. Du kan også hjælpe til. Danmark har et kæmpe potentiale i de 500.000 fritids GPS’ere (ej bil GPS), ca. 270.000 iPhone og ca. 300.000 Android baseret mobiltelefoner, som danskerne allerede har anskaffet sig.

Hvis bare 5000 danskere begynder at give kopier af deres cykel, løbe og vandreture i GPX format til OpenStreetMap projektet, så ville det være et enestående dansk crowdsourcing projekt, vi ville være vidne til. Mange danskere deler allerede deres motionsture hos fx Garmin Connect eller Endomondo, så hvis de samtidigt også lige uploadede en kopi i GPX format til OpenStreetMap i samme åndedrag. Det tager ikke mere end 2 min. at gøre. GPX filer bruges i OpenStreetMap projektet til fx at indtegne stier, veje osv., men det behøver du ikke som almindelig bidragyder at gøre. De fleste frivillige i OpenStreetMap bidrager kun med at indsamle GPX filer.

Jeg vil senere lave en GPS guide til hvordan du kan uploade GPX filer til OpenStreetMap.

Timelapse videoer med væksten i OpenStreetMap

(Artikelserie Dit og mit kort, 9). Tyske GeoFabrik har i går produceret nogle timelapse videoer, hvor du kan se væksten i geodata tilføjet i OpenStreetMap fra 2006 til oktober 2010. Den første video viser Europa. (klik evt. på full screen knappen)

Evolution of European OpenStreetMap coverage fra skobblertutorialsVimeo.

Den næste video viser udsnittet over det tyske område i samme periode som ovennævnte video.

Evolution of German OpenStreetMap coverage fra skobblertutorialsVimeo.

Lad prøve at sætte nogle tal på hele OpenStreetMap projektet. I 2009 var der 100.000 der havde oprettet en konto for at tilføje geodata i OpenStreetMap, d.d. er der 316.465 personer. I 2009 blev der i gennemsnit tilføjet/rettet geodata 3500 gange i timen verden over. Vi kører nu med ca. 7000 i timen. Tænk så på hvad 1 million mennesker kunne udrette? Jeg finder denne enorme mængde af crowdsourcing er noget er det mest spændende på geodata området.

Du kan også deltage, kræver ikke nogen GIS eller geografisk uddannelse for, at kunne bidrage med et eller andet der værdiberiger hele OpenStreetMap projektet. Desværre får OpenStreetMap ikke så meget medieomtale i danske medier, hvilket er lidt synd for der sker pt. en utrolig spændende udvikling i hele OpenStreetMap miljøet og inkl. i det danske område.

Videoer via OpenGeoData

Gratis geomarketing for virksomheder på OpenStreetMap

(Artikelserie Dit og mit kort, 8). Nu er det ikke kun OpenSteetMap frivillige der kan bidrage med mere geodata til OpenStreetMap. Virksomheder kan også lægge geodata ind. Det er ganske normalt, at danske landsdækkende butikskæder (tøj, sko, byggemarkeder o.s.v.) har en “Find Butik” hjemmeside. Her kan man så se et kort og et indeks over, hvor de lokale butikker befinder sig i Danmark.

Et klik mere på en lokal butik sender dig hen til mere information om den enkelte butik. Her står der så værdifulde oplysninger om adresse, telefonnummer og ikke mindst åbningstider. Geodata der lige er klar for butikskæderne at blive smidt ind i OpenStreetMaps database.

Vi tager som case et eksempel fra Tøjekspertens “Find butik” side. Her har jeg taget Tøjeksperten Brovst som et eksempel.

Tøjeksperten Brovst

Disse informationer i ovenstående billede beskrives i OpenStreetMap med følgende metadata (se metadata på OpenStreetMap her)

Tøjeksperten Brovst beskrevet i OpenStreetMap

Da Tøjeksperten er en tøjbutik angives det ved følgende metatag shop = clothes. Resten af metatags består af en ret simpel syntaks. Du kan se Tøjeksperten Brovst live på OpenStreetMap her

Denne form for geomarketing i OpenStreetMap koster ikke noget for landsdækkende butikskæder, det eneste er så lidt arbejdstid for en ansat. Enkeltmandsfirma er selvfølgelig også velkommen til at smide oplysninger om deres butik ind i OpenStreetMap.

Lige en reminder til virksomheder der evt. kunne tænke sig at smide oplysninger ind i OpenStreetMap. Oplysninger om jeres virksomhed der smides i OpenStreetMap. Der kan ikke gøres copyright krav på disse, da alt i OpenStreetMap hører under en fælles Creative Commons licens. Jeg har nu heller ikke fantasi til at forestille mig at oplysninger om butiksnavn, adresse og åbningstider, er noget virksomheder betragter som et stort copyright problem.

Et åbent spørgsmål til sidst – Hvornår ser vi den første landsdækkende danske butikskæde, der smider deres “Find Butik” oplysninger ind i OpenStreetMap?

Enghave Plads – stationsbyggeplads

(Artikelserie Dit og mit kort, 7). Det er ikke nogen større hemmelig for dem der færdes i København, at gravearbejdet er begyndt til Cityringen (metroudvidelse). OpenStreetMap kan også bruges til at kortlægge byggepladser. Jeg gik en tur rundt om indhegningen ved Enghave Plads metrobyggeri i søndags. Hjemme indtegnet jeg så en polygon i OpenStreetMap, der omslutter byggepladsen. (se den fulde metadata beskrivelsen her)

En byggeplads polygon navngives landuse = construction i OpenStreetMap.
Da der ingen adgang er til området for offentligheden, så kan det selvfølgelig beskrives ved metatag access = no. Det er ganske normalt i vore dage, at større anlægsopgaver har deres egen informationshjemmeside, hvilket Metroselskabet også har lavet for hvert enkelt nye metrostation. Denne hjemmeside også tilknyttes byggepladsens beskrivelse i OpenStreetMap (i metadata tag website=). Slutproduktet kan ses i OpenStreetMap kortet nedenfor.


Se stort kort

Nu er ideen givet videre til at kortlægge de andre byggepladser i København af metrostationer. Hvorfor bruge tid på evt. at kortlægge disse byggerier? Nogle metrobyggepladser vil også afspærre veje i en del tid. Jeg ved fx at Platanvej på Frederiksberg snart afspærres, hvilket betyder at lidt rettelser i OpenStreetMap skal laves.

Disse rettelser vil så vandre videre ud til fx dem der laver rutevejledninger baseret på OpenStreetMap og sende bilister, fodgængere og cyklister ud på andre ruter (læs evt. mit blogindlæg om rutevejledninger her). OpenStreetMap kan via mange (der retter og redigerer i OpenStreetMap), der har et solidt kendskab samt følger med i deres nærområde være helt på forkant med nyeste geodata om deres omgivelser. Ofte i nyere og bedre kvalitet end kommercielle kortproducenter.

Når Enghave Plads Metrostation er færdig i ca. 2015, så skal der selvfølgelig slettes byggeplads i OpenStreetMap, og en ny beskrivelse skal laves.

Interview med Jack Dangermond om OpenStreetMap

En af GIS verdens helt store kanoner, Jack Dangermond er blevet interviewet af Oliver Kühn om OpenStreetMap projektet. Jack Dangermond er stifteren af Environmental Systems Research Institute (ESRI [1969]), som laver professionelt GIS software.

Dette interview kan betragtes som en stor kredit og hyldest fra Jack Dangermond til OpenStreetMap og “crowdsourced maps”. Jack kommer ind på, at ESRI software nu også understøtter OpenStreetMap, og derved kan bruges som et redigeringsværktøj for geodata fra OpenStreetMap. Interesserer du dig for OpenStreetMap projektet, skal du ikke gå glip af dette 11 min. lange interview.

Via OpenGeoData

Walking the fastest way in my shoes

(Artikelserie Dit og mit kort, 6). Nu er tiden kommet til at teste rutevejledninger baseret på OpenStreetMaps vejdata mod nogle kommercielle korttjenester. CloudMade Maps har en rutevejledning baseret på OpenStreetMap vejdata. Den benytter vi til at teste mod De Gule Sider (kortleverandør Kort & Matrikelstyrelsen), Google Maps (kortleverandør TeleAtlas [ejet af TomTom] og Bing Maps (kortleverandør Navteq [ejet af Nokia]).

Vi tester på gåture, da rutevejledninger er mere komplekse at beregne til gåture end til biler. Det skyldes, at der er mange flere muligheder for fodgængere i den fysiske verden at bevæge sig rundt fx i ensrettet gader for biler, kan fodgængere som regel bevæge sig i begge retninger på fortorvet. Samtidigt er der mange smutveje (fx gennem parker, trapper o.s.v.), og er disse smutveje så blevet beskrevet digitalt i kortene for fodgængere? Jo bedre beskrivelser og kortlægning af stier, veje osv – vil alt andet lige også give bedre output i rutebeskrivelserne.

Det samme forhold gør sig også gældende for cykelrutevejledninger, men da Google Maps og Bing Maps ikke har cykelrutevejledninger for Danmark endnu, så tester vi her kun på gåturvejledninger. Da OpenStreetMap er ikke fuldt ud dækket over hele Danmark m.h.t. vejnettet endnu, så tester vi her kun på byniveau og i København. Testen går fra Westend 26 (blind vej) på Vesterbro og så til Nokken Strandvej (ude ved Islands Brygge). Testen er udført 4. oktober 2010.

De Gule Sider – resultat 4,76 km (tjek ruten her selv) – kommentar : jeg bliver sendt op på Vesterbrogade, Rådhuspladsen, Langebro, Islands Brygge før jeg kommer frem. Det er ikke den mest logiske vej, hvis man er stedkendt i København.

Google Maps – resultat 4,9 km (tjek ruten her selv) – kommentar : jeg bliver sendt ned på Istedgade, op mod Postterminalen, Kalvebod Brygge, Fisketorvet og over Bryggebroen (cykel- og gangbro bygget i 2006), Islands Brygge og så ankomst til mit endemål – Her er Google i deres sjove hjørne, lidt i den ene retning og så den anden igen – en stedkendt ville aldrig lade sig føre ad den vej.

Bing Maps – resultat 3,54 km (tjek ruten her selv) Kommentar – Bing Maps har fat i den lange ende her – jeg bliver sendt i noget nær perfekt retning mod Fisketorvet, men ved Fisketorvet bliver jeg som gående sendt lidt af en omvej ned mod Bryggebroen, derefter på rette spor mod ankomststed.

CloudMade Maps – resultat 2,8 km (tjek ruten her selv) Kommentar – CloudMade Maps sender mig også i næsten perfekt retning mod Fisketorvet. Nede ved Fisketorvet sendes jeg ned via en trappe og hen mod en gangbro bagved Fisketorvet og så op til Bryggebroen – Det er helt klart den vej jeg også ville tage til fods for at komme hurtigst frem til Nokken Strandvej.

På denne lille enkelte gåtest er der vildt forskel i vejledningerne, og ruternes længde er fra ca 2,8 km til ca. 4,9 km. Vi skal have fordelt pladserne, på sidstepladsen er Google Maps, tredjepladsen skarpt forfulgt af De Gule Sider, andenpladsen går til Bing Maps, som klarede sig godt. Vinderen er CloudMade Maps og det skyldes den smutvej ad en trappe ved Fisketorvet, som gør hele forskellen.

Kun fordi lokale frivillige OpenStreetMap folk med lokalkendskab har kortlagt disse smutveje i nævnte gåtest, gør at CloudMade Map kan vinde. Her er vi ved kernen i hele OpenStreetMap projektet – “Lokalkendskab er guldet” – At lokalkendskab om veje, stier, smutveje, POIs (inkl. ting der forsvinder, bliver renset ud) , bliver nedfældet i OpenStreetMap, og derved kan være fuldt på omgangshøjde med kommercielle produkter, er nøglen til OpenStreetMaps overlevelse. Det kræver selvfølgelig at mange bakker projektet op.

Der findes andre rutevejledninger til OpenStreetMap, og der en del mennesker i udviklermiljøet der bruger tid på dette. Dette vil jeg ved et senere indlæg tage op.