Første fase af kortlægning af flygtningelejre på Afrikas Horn overstået

(Artikelserie Dit og mit kort, 163). I mandags startede HOT (Humanitarian OpenStreetMap Team) og U.S. Agency for International Development et 2×24 timers kortlægningsprojekt af 11 flygtningelejre på Afrikas Horn. U.S. Agency for International Development havde skaffet (købt) nyere satellitbilleder fra områderne, der så kunne tegnes vektordata ud fra. HOT har så stået for det praktiske med at skaffe OpenStreetMap frivillige fra verden over til lidt lænestolskortlægning samt at håndtere workflowet.

Nu ser der fx sådan her ud ved Hagadera flygtningelejren i Kenya i OpenStreetMap kontra Google Maps for samme område. (Kig lidt rundt på GeoFabriks Map Compare for at sammenligne). Der er væsentligt mere indhold og geodata i OpenStreetMap nu.

Det var så første fase. Anden fase er, at U.S. Agency for International Development skaffer kontakt til nødhjælpsarbejdere i områderne. Disse skal så registre alt det man ikke kan se fra et satellitbillede – Det kan være oplysninger om sanitære forhold, læger, skoler, nødhospitaler osv.

Flere og flere nødhjælporganisationer har fået øjnene op for, at HOT er en samarbejdspartner, som kan få tingene til at ske. Det kan fx være som krisekortlægning under jordskælvet i Haiti. Eller som da International Røde Kors købte satellitbillede over Walikale i Demokratiske Republik Congo. Walikale er et område International Røde Kors arbejder i, og fik via HOT (dermed OpenStreetMaps database) og nogle lokale folk fik skabt et helt nyt vektordata baseret kort over området.

Desværre er der ikke endnu nogen danske nødhjælpsorganisationer eller u-landsprojekter søsat af den danske stat som har fået øjnene op for, at OpenStreetMap kunne være en god partner i at få skabt et helt dugfrisk kort i de områder de opererer i.

Indbydelse til Bike for Data Day 10. juni 2012

(Artikelserie Dit og mit kort, 162). Søndag den 10. juni 2012 afholder Dansk Cyklist Forbund den årlige “Store Cykeldag“. Denne dag vil der være mulighed landet over for at deltage i forskellige typer af cykelture for hele familien. Det er ikke nogen større hemmelighed at meget research og ud og tjekke/opdage nye geografiske objekter sker via cyklen blandt OpenStreetMap frivillige. Du kommer frem alle vegne og kan hurtigt tjekke forholdsvis store områder ud med din cykel.

Så derfor den 10. juni inviteres du som OpenStreetMap frivillig til “Bike for Data Day“. Din mission – Hop op på din cykel og tag ud i det danske landskab, og lav noget OpenStreetMap relevant. Det kan fx være registrering af manglende stier i skove eller ved strandområder med din GPS. Emnet er helt frit – Du kan gøre det alene, sammen med familien eller hvad med at lokke en kammerat (eller flere) som ikke er OpenStreetMap frivillig endnu med ud på turen?

Et godt forslag (synes jeg selv) kunne være at tage ud og få registret om, der er gadebelysning eller ej ude på vejene og stierne. Det er en relativ nem opgave at gå til. Tag et kig på Rashers lyskort (Link fører til Frederikssunds området)

De gule streger hen over veje/stier er, hvor der blevet observeret, at der findes gadebelysning. Sort betyder så, at der ingen gadebelysning er. Hvor der ingenting er angivet, der mangler at blive tjekket for gadebelysning. En lille landsby med under 500 indbyggere, der tager det altså ikke mere end højst 30 minutter at tjekke alle veje og stier igennem.

Sådan registrer du gadebelysning i OpenStreetMaps database (guiden er her til Potlatch 2 redigeringsværktøjet). Case – Stenværksvej i Frederikssund.

Her ses i billedet, at der er gadebelysning på Stenværksvej. Nu angiver man altså ikke hver eneste gadelampe. Man angiver gadebelysning eller ej for for hele vejen eller rettere for vejsegmentet. Så klik med din mus på vejen (vejsegmentet), så den bliver highlightet. (som vist i billedet nedenfor)

Ude i venstre side nederst klikker du så på “Advanced” og dernæst klikker du på “Add” – Venstre side af tagging-menuen skriver du “lit” og i højre side skriver du “yes” (OBS det hele skrives med småt). Og så er det bare så klikke “Save” – ca. 15 min. efter vil du kunne se dit arbejde på Rashers lyskort.

Og hvis der ingen gadebelysning som vist i billedet nedenfor er, så skrives der logisk nok “lit=no” i taggingmenuen. Du kan læse mere om gadebelysning på OpenStreetMaps Wiki.


(skovsti i Færgelunden ved Jægerspris- ingen stibelysning)

NB – Hvis der er en lang vej (vejsegment) der kører udenfor bygrænsen og gennem en landsby og ud igen af byen, og det kun er i selve byen, der er gadebelysning. Så skal du huske at klippe vejen op i flere vejstykker og så få angivet hhv. “lit=yes/no” for de respektive vejstykker.

Hvis du tager rundt til de mindre landsbyer ude i Danmark, så husk også at tjekke om fx købmænd, tankstationer, drikkevandshaner, kirker, grillbarer, kroer, ishuse osv. er blevet registret i OpenStreetMap, ellers kan du jo lige gøre det, nu du alligevel er ude på stedet. Så er der kun at ønske god cykeltur til jer deltagere 10. juni. Hvis du tager billeder fra dagen, så skriv gerne i kommentarfeltet, hvor vi kan se dem ude på nettet.

NB – Det er helt tilladt og lovligt at tyvstarte i “Bike for Data Day” – Så hvis du hellere vil af sted i dag i det gode vejr for en cykeltur er det helt okay.

Smutveje den sidste rest af civil ulydighed i byrummet

(Artikelserie Dit og mit kort, 161). I anledning af Skovens Dag d. 29 april skrev Danmarks Radio en ret misvisende overskrift “Vi slår GPS’en til på skovturen“. Artiklen handler slet ikke om at folk bruger kort på deres GPS’er på smart phones eller håndholdte a. la. Garmins modeller osv. og så kun følger slavisk stierne, de får angivet fra deres GPS’er. Hvis folk bruger smart phones til planlægning af en skovtur, så vil de ofte blive meget skuffet over hvor lille mængde af skovstier (se fx min artikel om Færgelunden) de får serveret fra fx Google Maps som mange bruger som deres standardkort på smart phones.

Nu er OpenStreetMap i Danmark så heller ikke 100% dækkende mht. skovstier og skoveveje endnu, men det bliver bedre dag for dag. En ofte benyttet teknik i skovområder for OpenStreetMap frivillige er at downloade det seneste OpenStreetMap kort til fx Garmin eller et off-line kort til smart phones (fx OsmAnd til Andriod baseret smart phones).

Så tager den frivillige ud langs stierne og når der så dukker en sti op i den fysiske verden, som ikke er på det digitale kort, så sættes GPS’en til at optage. Den frivillige går/cykler så langs denne nye sti. Hjemme igen optegnes så denne nye sti i OpenStreetMap. Der er så særlig stor glæde blandt OpenStreetMap frivillige, hvis det viser sig at stien aldrig nogen sinde, af andre kortproducenter er blevet digitaliseret, men findes så kun i OpenStreetMap. Der er faktisk mange muligheder i Danmark for at være den første person (en slags mini Roald Amundsen opdagelsesrejsende i Danmark) som digitaliserer disse stier.


(Foto – Sti i Færgelunden ved Jægerspris som ikke findes andre steder udover i OpenStreetMap)

I byerne har man også muligheden for at være den første som digitaliserer nye stier. Det er som regel stier, jeg vil betegne som smutveje. Smutveje er ikke stier, som nogen byplanlægger, kommune, grundejerforening eller boligselskab har planlagt og anlagt. Smutveje i byrummet er anlagt af folk selv, da det ofte er mere praktisk at gå/cykle hen over dette denne stykke for at komme fra A til B. Smutveje er næsten aldrig digitaliseret af andre, men det er muligt i OpenStreetMap regi. Især omkring skoler er eleverne flittige til at lave/danne smutveje. Man kan sige, at der er en rest af civil ulydighed over oprettelsen af smutveje.


(Foto – en smutvej ved det gamle Jægerspris Rådhus)

Jeg medgiver gerne, at det så er et kæmpe arbejde, der er i dette digitaliseringsprojekt, men du kan hjælpe til – tag ud på din cykel eller til fods og opdag nye stier og smutvej – og så vigtigst af alt få dem digitaliseret bagefter i OpenStreetMap.

Hold kulturmotionsdag 24/7/365 med OpenStreetMap

(Artikelserie Dit og mit kort, 160). I går søndag blev der for første gang afholdt Kulturens Motionsdag i 11 kommuner. Det var en dag med mange forskellige events der koblede kultur sammen med muligheden for at røre sig. Du kan fortsætte i samme kulturspor resten af året med OpenStreetMap.

OpenStreetMap er selvfølgelig også interesseret i at få registret geografiske objekter som mindesten,statuer, vægmalerier, ruiner, skulpturer, gravhøje osv. som vi finder/ser i det offentlige rum. En del mapping parties, hvor nybegyndere og erfarne OpenStreetMap frivillige mødes for første gang, tager netop udgangspunkt i kulturrelateret emner. Det kan fx være at man mødes i en offentlig park og så får kortlagt alle statuer og mindesten.

Jeg benyttede selv Kulturens Motionsdag i går i Slotshegnet/Slotsparken ved Jægerspris til at få taget geotagget billeder af de 54 mindesten, der blev rejst i 1777-89 af danske og norske personligheder (Norge tilhørte Danmark dengang). Alle mindesten er udført af Johannes Wiedewelt. I området vi ser fx mindesten over Hans Egede (OpenStreetMap beskrivelse her).

En god ide når man er ude på kulturmotionstur er, at medbringe et digitalt kamera som kan geotagge (bredde- og længdegraderne) billederne af de geografiske objekter. Note – Husk geotags bliver sat der, hvor du står og tager billedet – hvis du fx står 10 meter væk fra en statue – så skal der lige korrigeres lidt, når du lægger oplysningerne ind i OpenStreetMaps database.
Nu venter så arbejdet med at få lagt resten af mindestene ind med metadata oplysningerne i OpenStreetMaps database.

Jeg fandt tillige også lidt stier i området, som ikke var registret i OpenStreetMap endnu (eller for den sags skyld nogen andre steder). Her er det så en god ide at have en GPS’er som kan optage spor i GPX format, så er det lige at til at smide ind i redigeringsværktøjerne Potlatch eller JOSM til OpenStreetMap. Alt i alt kan du få masser af frisk luft mens du laver noget nyttigt og måske bliver klogere på kulturen i dit lokalområde.

PS – Hvis du selv synes du tager ok pæne billeder, så kan du måske overveje at donere dine geotagget billeder til Wikimedia Commons af de forskellige kulturobjekter, du nu finder der ude.