Mine top 3 favorit visualiseringer fra Mapbox i 2013

Firmaet Mapbox kom ind på en sikker første plads i afstemningen om de 10 mest interessante emner, firmaer og personer indenfor neogeografi, geoweb og geografi. Udover deres arbejde med TileMill, iD editor og et hav af interessante tekniske ting, så har Mapbox også haft tid til at lave datavisualiseringer.

Her kommer min liste over de tre mest interessante visualiseringer fra Mapbox i 2013.

#3 Næsten tre milliarder geotagget tweets (fra september 2011 til juni 2013) visualiseret og kommer fra hele verden – Der er visualiseringer, hvor det også er muligt at se, hvilken type smart phone (iPhone, Andriod, BlackBerry, andre) disse tweets er blevet sendt fra. Se interaktivt kort fra Københavns området her.
Twitter kort

#2 “Show me the way” verdensomspændende realtime visualisering af, hvor bliver der redigeret i OpenStreetMap lige nu. Fascinerende at overvåge samt at se nye geodata blive skabt.

Show me the way

#1 Vinderen bliver visualiseringen med 9 års indsamlet GPX filer indsamlet af OpenStreetMap frivillige verden over. Det er ca. 260 GB og ca. 3 milliarder GPS punkter. Mapbox har farvelagt kørselsretningerne i GPX filerne. Prøv interaktivt kort ved “Vejlands Alle“.

GPX

Bemærk hvis du optager en GPX fil i et område der ikke har nogen geodata endnu og uploader GPX filen til OpenStreetMap, så vil du efter et par minutter se den på ovenstående visualisering fra Mapbox.

Så til næste år, hold også et godt øje med hvad der kommer af nye tiltag fra Mapbox. Jeg ser selv frem til at TileMill 2 bliver frigivet.

Skybox klar med første HD video optaget fra rummet af jorden

Skybox er i gang med at sende 24 mini foto- og video satellitter op. Skybox sendte i november 2013 den første satellit op i serien af planlagte 24 stk. Nu er de første HD videoer af steder på jorden optaget fra rummet klar. Skybox er det første kommericielle firma, som har optaget HD fra rummet, som du vil se i videoen nedenfor. I videoen giver de nogle bud på, hvad HD video optaget ude i rummet af jorden evt. kan bruges til. Tips – se videoen i fuld skærmstørrelse.

Hvis du vil se kvaliteten af, hvordan traditionelle satellitbilleder fra Skybox ser ud, så tjek deres galleri her. Det er de første billeder fra deres første mini satellit som nævnt før.

OpenStreetMap Potlatch 2 editor kan nu også kalde Geodatastyrelsens luftfotos

(Artikelserie Dit og mit kort, 262). OpenStreetMap frivillige som benytter Potlatch 2 editoren, har ikke haft meget glæde af Geodatastyrelsens luftfotos af hele Danmark (i 10 cm kvalitet) fra foråret 2012 og nogle områder fra foråret 2013. Potlatch 2 kræver en TMS (Tile Map Service) tjeneste, hvilket Geodatastyrelsen ikke på nuværende tidspunkt tilbyder.

Men heldigvis har Gregers Petersen her i weekenden med open source softwaren Mapproxy sat en pseudo-TMS webtjeneste op, så Potlatch 2 brugerne også kan kalde Geodatastyrelsens luftfotos op. I sidste ende skulle det gerne medføre mere og bedre geodata til OpenStreetMap projektet.

Sådan får du Potlatch 2 til at hente Geodatastyrelsens luftfotos – Først start Potlatch 2 op og dernæst kopierer du URL’en vist nedenfor.

http://mapproxy.gpweb.dk/tiles/1.0.0/kortforsyningen_ortoforaar/EPSG3857/$z/$x/$y.jpeg

Gå i Baggrund > Edit og nederst er der en “Add” knap. Angiv et navn i “Name” feltet fx Geodatastyrelsen Forår og i URL feltet indsætter du URL nævnt fra før.

Potlatch 2 opsætning

Klik så på “X” for at lukke – Dernæst gå i “Baggrund” igen og vælg så på listen “Geodatastyrelsen Forår” (eller det navn du angav).

Potlatch 2 opsætning

Nu skulle Geodatastyrelsens luftfotos gerne blive indlæst for det område du ønsker at redigere i.

Potlatch 2 opsætning

Gregers har sat et overzoom 1 på tjenesten – Det betyder at du vil kunne zoome helt ind på 5 cm niveau og dermed virkelig kunne se tydelige detaljer i landskabet. I billedet nedenfor kan du se en minigolfbane på sådan et 5 cm zoom niveau.

Potlatch 2 opsætning

Thumbs up til Gregers Petersen for at have lavet ovenstående webservice.

Hvis du bedre kan lide JOSM værktøjet og vil bruge Geodatastyrelsens luftfotos, så læs min guide her.

State of the map Danmark : produktionstal for 2013

(Artikelserie Dit og mit kort, 261). Det er blevet tid til at gøre status på, hvor meget de OpenStreetMap frivillige i Danmark har lavet i 2013. Her kommer nøgletal for år 2013.

  • Ca. 61.345 nye vejsegmenter er tilføjet. Det er primært stier og serviceveje (fx indkørsler og små veje på parkeringspladser)
  • Ca. 242.480 nye bygningspolygoner er tilføjet
  • Datavolumen er vokset ca. 43,75 % – Det dækker over alle slags geografiske objekter som er blevet tilføjet i løbet af året fx søer, skove, gårdområder osv
  • Ca. 2600 danske Wikipedia artikler er koblet sammen med OpenStreetMap
  • I alt er der ca. 162.000 km vejnet (almindelige veje og stier slået sammen) – det er ca. 4,04 gange rundt om ækvator
  • I alt ca. 61 km trapper i Danmark – Dette tal er taget med her pga OpenStreetMap er de eneste lokalt/globalt der kortlægger trapper som et geografisk objekt i stor stil
  • I alt fylder alle geodata for OpenStreetMap Danmark ca. 4,1 GB (rå XML fil)
  • I alt er der nu ca. 509.787 vejsegmenter i Danmark (almindelige veje og stier slået sammen)
  • I alt er der nu ca. 594.006 bygningspolygoner i Danmark

Igen en imponerende indsats fra Danmarks OpenStreetMap frivillige – Og som altid hvis du bor i et område der ikke er så godt dækket endnu med fx stier i skove og ved strande, så kan du gøre en stor forskel ved at kortlægge dem selv. Får du en ny fritids GPSer eller smart phone i julegave i år, så er det et oplagt værktøj at benytte til OpenStreetMap kortlægning, ved at tage ud og optage stier i fx skove.

JOSM

Midt i en listetid – Top 5 over meste læste blogindlæg om OpenStreetMap

(Artikelserie Dit og mit kort, 260). December måned er tiden, hvor der udarbejdes lister over hvad som helst som har været populært i året der gik. I skal ikke snydes her for endnu en liste, her kommer de 5 mest læste blogindlæg i 2013, der har med OpenStreetMap at gøre.

#5 “Et nyt kapitel i folkekartografi er startet” – Mapbox frigiver i maj OpenStreetMaps nye redigeringsværktøj iD.
iD editor

#4 “F4 Map – 3D rendering af OpenStreetMaps geodata” – F4 Map har udviklet et 3D miljø af OpenStreetMaps geodata og har flettet det sammen med OpenWeather – Så hvis det regner lige nu, hvor du kigger i F4-Map vil du se regn i 3D miljøet. Vindhastigheden i realtime vil også afspejles i hvor hurtigt vindmøller snurrer rundt.

F4 Map

#3 “Research er en landsby i Nordkorea” – Efter Eric Schmidt og datter besøgte Nordkorea i januar – dukkede en geohoax historie op i verdens medier om, at Google Maps nu var de første der havde et digitalt kort over det lukkede land Nordkorea. Danske medier hoppede også på historien. Udover et forsøg på at slå geohoaxen ihjel handlede mit indlæg også om, at med åbne geodata fra OpenStreetMap og QGIS/Overpass Turbo kunne man få et indblik i landets militære områder samt de berygtede fangelejre.

Nordkorea

#2 “Sådan kalder du Geodatastyrelsens WMS tjenester fra JOSM” I 2013 blev der åbnet op for en masse frie data i Danmark. For OpenStreetMap Danmarks vedkommende var det Geodatastyrelsens luftfotos der var særligt interessant. Dette indlæg var en teknisk guide i hvordan man får adgang til disse luftfoto og andre WMS tjenester fra Geodatastyrelsen.

JOSM guide

#1 “Gratis MTB og vandrekort til Garmin GPS” – Blogindlægget er over 2,5 år gammelt, men der er stadigvæk stor interesse i at få gratis cykelkort/vandrekort baseret på OpenStreetMap geodata på en Garmin GPSer. Derudover er der ca. 150 forskellige POIs tilknyttet disse kort. Især i forår og sommer månederne får mit gamle indlæg en hel del læsere.

garmin

En stor tak skal hermed rettes til alle læserne af Microformats, dem som har givet feedback på de forskellige blogindlæg samt dem der har retweetet links fra @neogeografen i løbet af 2013.

NB – Hvis du vil vide hvad der var hot indenfor emnet neogeografi globalt så læs mit blogindlæg fra i går “Top 10 historier i 2013 indenfor neogeografi

Top 10 historier i 2013 indenfor neogeografi

I går afholdte Alan McConchie den årlige Twitter afstemning (hashtag #topgeostoryof2013) om, hvad der har været interessant og det helt store samtaleemne i geografi, neogeografi, geoweb i året der gik. Her kommer top 10 listen, og afstemningen bærer præg af mange amerikanere har stemt. Nu er resulatet alligevel så interessant at bringe her på dansk. Nogle af historierne samt emner har jeg i løbet af året 2013 bragt her på bloggen.

#10 – QGIS udkom i version 2 som er en kæmpe forbedring med mange nye funktioner i forhold til forrige versioner. QGIS 2 er i open source og kan hentes helt gratis til Linux, Mac og Windows. QGIS 2 kan være din introduktion til de frie danske geodata fra Geodatastyrelsen – læs fx mine artikler om hvordan du henter luftfotos ned 1,2.

#9 Joshua Katz lavede et dialekt kortmashup af sproglige vendinger i USA. Hvilke stater bruger man “trash bin” eller “garbage bin” og fx hvordan udtales “lawyer” i de forskellige stater. Dialektkort er altid fascinerende at dykke ned i.

#8 Mapbox laver “Dynamic hill shading in the browser“. Leg med skyggerne fra højdemodeller i din browser kan historien ganske kort siges at være om.

#7 OpenStreetMap runder 6. januar 1 million frivillige. Men 62 % får kun oprettet en brugerprofil og får aldrig bidraget med noget som helst. Dette er OpenStreetMap kerneproblem og der skal arbejdes meget mere på at meget højere andel bliver super aktive bidragsydere.

#6 Hyperlokale nyheder med tjenester som Nextdoor, PatchTweet og EveryBlock. Jeg tilstår, dette har jeg ikke rigtigt fulgt med i.

#5 Geografiprofessor Anthony C. Robinson fra Pennsylvania State University afholder det første Coursera kursus i geografi over 5 uger. Ca. 30.000 verden over tilmelder sig – 1/3 del gennemfører kursus.

#4 NSA – Snowden afsløringerne bekræfter, at NSA er i den grad er i stand til håndtering af big data med geotracking og geosurveillance i stor skala af hvem som helst på jorden. Nyheden er ikke ny, men første gang at en insider fra NSA bekræfter, at dette sker og er muligt.

#3 Humanitarian OpenStreetMap Team (H.O.T.) og krisekortlægning på Filippinerne efter tyfonen Haiyan. 1647 frivillige fra 92 lande lavede over 4,5 millioner kortændringer på en måned. Denne kæmpe indsats og arbejde gav masser af presseomtale og blev til historier på The Atlantic ,BBC, TV5 Monde, Wired, The Guardian, Libération osv, mens der var total radiotavshed i danske medier om dette.

HOT

#2 iD editor går live og på 25 forskellige sprog. Dette er OpenStreetMaps nye redigeringsværktøj som er beregnet til nybegyndere. Værktøjet er udviklet af firmaet Mapbox.

iD editor

#1 Mapbox har været årets samtaleemne indenfor neogeografi. Et 3 årig startop firma som er gået all-in med åbne geodata (OpenStreetMap geodata) og open source software. Mapbox har i 2013 massehyret folk fra open source miljøet fx udviklerne af Mapnik, Leaflet og OSRM. Et firma der også er værd at følge i 2014 – Deres Twitterkonto er @Mapbox

Det ser ud til, at folk på Twitter har en særlig forkærlighed for alt relateret til OpenStreetMap, siden der er blevet stemt så mange relateret emner ind på top 10. Det er også interessant at i afstemningen, så er Googles opkøb i år af Waze (pris 1. mia $) ikke fundet videre interessant til at komme på top 10 listen.

Som bonus tillæg får du også her min favorit som årets mediebøf- og geohoax historie var, at hele verdens medier faldt for historien i januar om at Google Maps var de første, som nu havde digitale kort af Nordkorea. Historien fandt også vej til danske medier.

Byanalyse for Wikipedia artikler og OpenStreeetMap Danmark

(Artikelserie Dit og mit kort, 259). Stephen Møller (aktiv frivillig i OpenStreetMap) har lavet et kæmpe stykke arbejde med at tjekke samt tilføje Wikipedia tags på danske byer, landsbyer og bydele i OpenStreetMap. 1965 Wikipedia artikler om byer, landsbyer og bydele er nu blevet koblet sammen med OpenStreetMap. Stepen har der udover fået tagget 1544 (byer, landsbyer og bydele) som Wikipedia ikke har fået skrevet nogen artikler om endnu.

Det er så nemt at søge og visualisere med Overpass Turbo, hvilke Wikipedia Danmark så mangler. Jeg har lavet en søgning på manglende artikler i Region Sjælland (prøv søgning her).

Manglende artikler

Her ses at ca. 287 artikler mangler om byer, landsbyer og bydele i Region Sjælland. Fx en artikel om landsbyen Vindebæk på Møn.

Manglende artikler

Du kan ændre i Overpass Turbo søgningen (feltet ude til venstre) til din egen region for at se hvilke det drejer sig. Hvis du bor i en af disse manglende områder, så kan du jo kraftigt overveje at skrive en Wikipedia artikel om den landsby.

Fletningen af OpenStreetMap Danmark og Wikipedia artikler sammen har flyttet sig en del de sidste par måneder. I slutningen af september 2013 var der 1350 artikler og 12. december 2013 er vi nået til 3421 stk. Det drejer sig udover ovennævnte også om kirker, vejnavne, herregårde, bronavne osv.

Wikipedia Danmark har forsigtigt anslået over 10.000 relevante geodtagget artikler som kan flettes sammen med OpenStreetMap Danmark. Så der er lang vej endnu – en oplagt vintercase.

Du kan læse nedenstående beslægtede artikler hvad OpenStreetMap og Wikipedia får ud af at samarbejde og udveksle frie data.

Indlæs et stykke Danmarks historie med QGIS 2

Geodatastyrelsen tilbyder også fri adgang til nogle historiske danmarkskort, som du kan indlæse via QGIS 2 softwaren og så fx eksporterer ud som et billede. Hvis du har læst mine to introduktions indlæg (1,2) med at oprette forbindelse samt arbejde med lag i QGIS 2, så kan du fortsætte med at læse guiden nedenfor.

Det første historiske kort, vi kan kalde er “Høje målebordsblade 1842 – 1899” – Bemærk her at Sønderjylland ikke er med pga. området tilhørte Tyskland på den tid. URL’en du skal bruge er følgende

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=topo20_hoeje_maalebordsblade&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Erstat i URLen “DITBRUGERNAVNHER” og “DITPASSWORDHER” med de oplysninger du har lavet ved oprettelsen af konto hos Geodatastyrelsen. Pas på at URL’en ikke laver linjeskift, når du indsætter i QGIS 2.

Hvis alt er gået vellykket, så vil du fx se Kronborg som i de nedenstående billede.

QGIS 2

Det andet historiske danmarkskort er “4-cm kort, Danmark i målestoksforholdet 1:25.000 (1953 – 1976)“. Her er vi oppe i perioden, hvor Danmark er i kraftig forandring fra landbrugsland til industrisamfund og parcelhuseområder skyder op som paddehatte. Her skal du bruge følgende URL for at få adgang.

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=topo4cm_1953_1976&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Igen erstat “DITBRUGERNAVNHER” og “DITPASSWORDHER” med dine egne oplysninger i URLen. Fx vil Ganløse se således ud som vist i billedet nedenfor.

QGIS 2

Du kan fx tilføje flere kortlag og så skifte mellem dem med QGIS 2 fx luftfotos og så se hvad der er sket siden de historiske kort blev lavet. Hvilke gårde er væk og hvor er der blevet bygget nye boligområder osv.

Disse historiske kort kan også bruges af lokalhistoriske foreninger i deres formidlingsarbejde. I undervisningen i folkeskolen eller gymnasiet kan eleverne selv bruge/hente/analysere deres lokalområde. En opgave kunne fx være “indtegn de nye boligområder siden “”4-cm kort … 1953-1976” blev lavet i område/by XX samt beregn arealet af disse.

Fik jeg fortalt at QGIS 2 softwaren samt brugen af Geodatastyrelsens korttjenester er helt gratis?

Hvad er der sket siden sidste år?

Mit forrige indlæg handlede om at Geodatastyrelsen lige har frigivet luftfotos fra foråret 2013 i Region Hovedstaden, Midtjylland og Fyn (inkl. fynske øhav). Resten af landet kommer snart.

Men hvor er Geodatastyrelsens forår 2012 luftfotos så henne og er de røget i ud i et arkiv du ikke har adgang til?

Det hurtige svar er at du kan stadigvæk få adgang til Geodatastyrelsens luftfotos fra foråret 2012 og derved fx sammenligne, hvad der er sket fra 2012 til 2013 i et område. Hvis du har læst mine blog indlæg 1 og 2 om hvordan du får adgang til Geodatastyrelsens luftfotos samt arbejder med lag (layers) i QGIS 2, så vil der i nedenstående case blive anvist, hvordan du får adgang til luftfotos fra foråret 2012.

Vi tager som case Reventlowsgade ved Københavns Hovedbanegård, det vil i Geodatastyrelsens luftfotos fra forår 2013 se således ud som vist i billedet nedenfor. Her kan ses at metrobyggeriet er i fuld sving.

QGIS 2

Hvis vi vil se hvordan der så ud i foråret 2012 – Her går vi i Layer > Add WMS/WMTS og du finder det navn du har angivet for “Geodatastyrelsens luftfoto” – Klik “Connect” og nu skal du gå lidt ned på listen og vælge “hrks_2012_10cm” lag. Klik på “Add” og “Close“. Nu vil Geodatastyrelsens luftfotos for Region Hovedstaden for forået 2012 blive indlæst som et lag.

QGIS 2

Du finder nu “Layers” menuen i QGIS 2 – Så fjern og tilføj hak.

QGIS 2

Hvis du har “hrks_2012_10cm” sat til, så vil du se Reventlowsgade ved Københavns Hovedbanegård fra foråret 2012 ser således ud. Metrobyggeriet er ikke rigtigt gået i gang i gaden.

QGIS 2

Hvis du vil se de andre områder af Geodatastyrelsens luftfotos fra foråret 2012 – så er lagnavnene, der skal kaldes op via QGIS 2 følgende

  • geosjaelland_2012_10cm – Sydsjælland, Falster og Lolland
  • geonord_2012_10cm – Nordjylland
  • viborg_skive_2012_10cm – Midtjylland
  • sydkort_2012_10cm – Sønderjylland
  • geofyn_2012_10cm – Fyn inkl. fynske øhav

En ny spandfuld luftfotos frigivet fra Geodatastyrelsen i dag

Geodatastyrelsen har i dag frigivet nye luftfotos for Region Hovedstaden, Midtjylland og Fyn (inkl. fynske øhav). Disse luftfotos er blevet taget i foråret 2013. Disse luftfotos er også en del af den frie danske grunddatapakke – Hvilket på dansk betyder, at de er helt gratis at benytte for private, firmaer og organisationer.

De manglende områder med luftfoto fra forår 2013 af Danmark er på vej. Så i nær fremtid vil du/I have adgang til et 100 % landsdækkende luftfotolag fra foråret 2013 og i en opløsning på 10 cm ( 1 pixel = 10 cm).

JOSM
(Geodatastyrelsens luftfoto 2013 over Kulhuse Havn set i JOSM editor)

Hvis du benytter dig af OpenStreetMaps JOSM editor og gerne vil have adgang til dette nye luftfotolag så læs min guide her.
Ønsker du at få et billede af hvor du fx bor eller skal bruge et luftfoto til en artikel, så læs min artikelserie om det gratis QGIS 2 software, som kan bruges til at hente luftfotos fra Geodatastyrelsen (indlæg 1,2,3,4)

Genskab hurtigt igen dit arbejde i QGIS 2

I QGIS 2 serien vedr. at hente lovlige luftfotos fra Geodatastyrelsen lærte du i afsnit 1 og 2 hvordan du kalder Geodatastyrelsens servere samt arbejder med layers (lag) i QGIS 2. I afsnit 3 lærte du at farvelægge luftfotos før du eksporterer.

Dette afsnit skal handle om hvordan du gemmer dit arbejde og kan vende hurtigt tilbage til hvor du sidst har arbejdet, uden du skal gennem den lange opsætning du lærte i afsnit 1 og 2. Fx hvis du arbejder på et lokalblad og bruger mange luftfotos fra lokalområdet, så er det smart at du med samme kan starte op i dit område. Derved sparer du tid med at finde det relevante luftfoto til dit arbejde.

Sådan gør du når du vil forlade QGIS 2 midt i et projekt, men gerne vil gemme indstillingerne. Gå op i menuen under Project > Save as > giv dit projekt et navn.

QGIS 2

Luk nu QGIS 2 helt ned. Du kan nu prøve at finde den gemte projektfil på din computer og dernæst dobbeltklikke på den. QGIS 2 vil nu starte op og starte præcis op med samme indstillinger som da du gemte dem. Login til Geodatastyrelsens servere klares automatisk af QGIS 2.

QGIS 2

En anden mulighed for at starte din gemte projektfil op, er når du har QGIS 2 startet at gå til Project > Open Recent > find din projektfil på listen. QGIS 2 starter op igen på samme vis som nævnt i den første metode.

QGIS 2

Det sparer meget tid med opsætning at lave QGIS2 projektfiler. Det er ikke usædvanlig at have 5-10 layers (lag) åbne i QGIS 2, og gendanne dem fra bunden af tager for lang tid.

Hvis du er meget nysgerrig efter at se hvad der er i sådan en projektfil, som rent teknisk bare er en XML fil. Så åbn projektfilen med en teksteditor eller et XML program.

QGIS 2