RunKeeper bruger offentlige danske geodata

Mapbox lancerede for et par uger siden deres Mapbox Outdoors produkt. Her har de skabt et globalt terrænkort med hjælp fra 24 højdemodel datasæt. Blandt disse datasæt indgår Geodatastyrelsens Danmarks Højdemodel samt en højdemodel fra norske Kartverket. Danmark og Norge er her nævnt pga de to landes som i led i åbne data politik stilles gratis tilrådighed for private eller for firmaer, uanset hvilket sted på jorden disse nu måtte befinde sig.

Mapbox Outdoors benytter sig derudover af OpenStreetMap geodata fx veje, navne, områdebenyttelse, søer osv med ind over på deres terrænkort.

Mapbox
(Billede – Mapbox Outdoor viser Canmore i Canada)

Hvordan havnede Danmarks Højdemodel så hos Mapbox? Jeg blev via Twitter for et par måneder siden bekendt med at Mapbox var i gang med at lave dette globale terrænkort. Jeg spurgte Mapbox om de ikke var interesseret i en high end højdemodel (1,6 x1,6 meter) fra Danmark i stedet for den ringere kvalitetsmæssige højdemodel SRTM (90 X 90 meter for Danmark) fra NASA, som vi ofte ser benyttet af udenlandske kortproducenter. Dette var Mapbox naturligvis meget interesseret i. Da adgangen til Geodatastyrelsens frie geodata er lidt af en prøvelse for udenlandske firmaer og personer (hvis man ikke kan dansk), skrev jeg en hjælpe FTP guide til Mapbox – hvilke filmapper Danmarks Højdemodel befandt sig i, for at gøre det hele lettere for dem at få hentet.

Mapbox Outdoors er et produkt som Mapbox sælger til deres kunder. En af de første kunder er RunKeeper til dette produkt. RunKepper kender en del danskere nok som en motions app. Jeg efterlyste på Twitter om nogen i Danmark brugte RunKeeper, og lige havde mulighed for at lave et par screendumps i et område med bakker. RunKeeper brugeren Andreas West var hurtigt til sende nogle terrænkort screendumps fra skovområderne ved Marselisborg til mig (Stor tak for hjælpen).

I billedet nedenfor ser du så Danmarks Højdemodel brugt i RunKeeper terrænkort. (stort billede kan ses her). Du kan fornemme i kortet hvordan terrænet er.

Mapbox

Du kan prøve Google Maps terrænkort for samme område for at se forskellen (link her). Google Maps terrænkort bruger her en ringere kvalitetsmæssig højdemodel.

Jeg er sikker på at Mapbox hermed er det første udenlandske firma, der har benyttet den frie Danmarks Højdemodel fra Geodatastyrelsen til at skabe et terrænkort produkt. De danske RunKeeper brugere har så fået et bedre terrænkort til visning af deres motionsfiler. Hermed har vi endnu et eksempel på, hvor de frie grunddata kan blive brugt henne.

Der kom en shape fil fra felten

Det er nu ca. 4 uger siden at Læger uden Grænser bad HOT (Humanitarian OpenStreetMap Team) om hjælp med at få skabt kort (geodata) over det ebola ramte område i Vest Afrika. Hvilket så ca. 370 mennesker fra hele verden har hjulpet og bidraget med.

Da såkaldt sofakortlægning (kortlægning i områder man ikke kender) ikke kan hjælpe med nye lokale stednavne (byer, landsbyer) på kortet, her er man afhængig at folk med lokal indsigt kan bidrage. Læger uden Grænser har i sidste uge sammen med lokale embedsfolk i Guinea fået indsamlet en ESRI shape fil med 358 stednavne og fået den sendt til HOT.

HOT
(Billede – Læger uden Grænser shape fil med 358 stednavne set i QGIS)

Her har HOT så fundet 193 helt nye stednavne, som OpenStreetMap ikke havde. Disse er nu blevet lagt ind i OpenStreetMaps database. Vi ser nu en del landområder i Guinea, hvor disse stednavne nu dukker op. Du kan fx i dette Geofabrik Map Compare link se et landområde i Guinea med h.h.v. OpenStreetMap kontro Google Maps for samme område.

HOT
(Billede – Geofabrik Map Compare i Guinea)

Stednavne for fjerntliggende landområder (udenfor Europa og Nordamerika) er virkelig et sort hul informationsmæssigt, dette forhold gælder for alle store kortproducenter og ikke kun for OpenStreetMap. Jeg vil estimere at mindst 20 % af jordens befolkning, især i landområder ingen mulighed har for at se deres landsbys navn samt vejene der fører frem til landsbyen på et kort.

Kort
(Billede – fra Joshua S. Campbell fra Mapgive – foredrag ved State of The Map US)

Der er immervæk tale om ca. 1,4 mia mennesker, der er udelukket fra det vi i Danmark tager som en selvfølge at kunne placere os selv på et kort, uanset om du bor i en storby eller en i lille landsby i Danmark. Derfor vil hver eneste nye stednavn eller andet geografisk objekt, du tilføjer OpenStreetMaps database tilføje ny værdi. Fortsat god Jordens Dag.

Mere information om DigitalGlobe og OpenStreetMap aftalen

Jeg skrev i sidste uge om den tilladelse DigitalGlobe har givet OpenStreetMap til at indtegne efter deres satellitfotos.

I denne weekend gav DigitalGlobes produktmanager Kevin Bullock et foredrag ved State of The Map US konferencen (OpenStreetMap konference). Du kan i Kevins foredrag (i videoen nedenfor) “Mapping the World in Raster” få mere at vide om dette tiltag samt få en masse at vide om, hvordan DigitalGlobe arbejder. Der er også lidt information om deres kommende WorldView3 satellit, der skal opsendes i år.

Så hvis du er interesseret i dette emne. så brug lige 29 minutter på dette foredrag.

DigitalGlobe har givet en fuld tilladelse til OpenStreetMap – nye kortlægningseventyr venter

Firmaet DigitalGlobe, der er en af de helt store aktører på satellitfotos markedet gav i onsdags en fuld tilladelse til OpenStreetMap til at bruge DigitalGlobes satellitfotos til at indtegne nye geografiske objekter (vektordata). Denne tilladelse betyder at mange nye landområder i verden nu kan indtegnes i OpenStreetMap regi for første gang.

DigitalGlobe har ikke en 100 % dækning af hele jorden (endnu), så der vil stadigvæk være hvide pletter med hensyn til at OpenStreetMap frivillige kan kortlægge et hvert sted på jorden. Denne tilladelse vil dog udvide OpenStreetMaps frivillige mulige arbejdsområde med adskillige millioner km2 landområder.

Det lyder rigtigt godt, men hvordan får jeg så adgang til disse satellitfotos fra DigitalGlobe?

Vi tager byen Tan Tan i Marokko som eksempel. Når du har åbnet stedet i iD editoren, så er Bing laget standardopsætningen (bemærk, at Bing også mange steder bruger DigitalGlobe). Hvis du ser i billedet nedenfor, så ser du at i højre side, så er satellitfotos fyldt med skyer.

Digitalglobe

Vi vil nu tjekke om DigitalGlobe har bedre dækning i dette område. I højre side klik på “Baggrundsindstillinger” knappen. Sæt hak i “Mapbox Satelitte“.

Digitalglobe

Nu indlæses DigitalGlobe satellitfotos over dette område. Vi ser i billedet nedenfor, at her er der ingen skyer i højre side nu. Nu er det så bare at gå i gang med at tilføje nye geografiske objekter i området.

Digitalglobe

Og andre steder i verden er det så Bing, der har bedst dækning, så hvis du kortlægger i forskellige lande i Afrika, så tjek mellem disse to lag “Bing” og “Mapbox Satelitte“. Hvis du benytter JOSM eller Potlatch2 som dine redigeringsværktøjer, så er teknikken den samme – Gå ind i “Baggrundsindstillinger” og find så “Mapbox Satelitte” laget.

Opdatering lørdag 12. april kl. 20:30. Mapbox har lavet et “Request for better imagery” værktøj. Så hvis du ser et sted på jorden, hvor DigitalGlobal ikke har så god dækning eller der er mange skyer på deres satellitfotos. Så kan du afmærke området og så sende et ønske for dette område. I nedenstående billede lavede jeg et ønske for Kap Verde området. Der er en del skyer på DigitalGlobes satellitfotos her, hvilket så gør det umuligt at optegne mange veje og andre geografiske objekter.

Digitalglobe

Nu er det ikke sikkert at dit ønske så bliver opfyldt lige med det samme. Nu giver det heller ingen mening at ønske satellitfotos for områder i Danmark, Europa eller Nordamerika, da OpenStreetMap frivillige har adgang til masser af gode luftfotos og satellitfotos i disse områder.

Hvis du primært kortlægger i Danmark, så er kvaliteten (opløsningen og zoom) af Geodatastyrelsen luftfotos meget bedre end DigitalGlobe. Du kan læse min guide, hvordan man bruger Geodatastyrelsens luftfotos i forskelige OpenStreetMap værktøjer her.

Hvorfor bruger danske medier ikke OpenStreetMap geodata til understøttelse af artikler?

Politiken har i dag en artikel om at udenlandske mineselskaber forlader Guinea pga. ebola udbruddet.

Det stigende antal har skabt frygt blandt udenlandske mineselskaber, hvoraf flere nu vælger at stoppe arbejdet i landet, mens de venter på, at smittefaren daler. Epicentret for virusudbruddet ligger tæt på landets hovedjernreserve.

Her har vi et oplagt geografisk spørgsmål, nemlig hvor er der så minedrift i Guinea? – Det spørgsmål kan OpenStreetMap hjælpe godt på vej med at svare på. Vi laver en geografisk søgning efter minedrift i OpenStreetMap via Overpass API (prøv søgning her). Vi får på et kort en oversigt (se billede nedenfor) over miner (typisk åbne miner i landskabet). Denne simple visualisering (billedet) om minedrift kunne have understøttet Politikens artikel.

Miner

Da åbne miner fylder ret meget og er markant synlige i landskabet, så er der stor sandsynlighed for at en OpenStreetMap frivillig har fået den kortlagt (se billede nedenfor).

Miner

OpenStreetMap kan selvfølgelig ikke garantere en 100 % dækning af alle miner i landet. Da fx et værktøj som Overpass API tilbyder at downloade OpenStreetMap geodata (af hvilken som helst type af geografisk objekt) i formater som GeoJSON, KML eller GPX er det relativt let for datajournalister at arbejde videre med i deres egne visualiseringer. OpenStreetMaps geodata er frit tilgængelig for journalister og medier at bruge – Selvfølgelig med en kildeangivelse som eneste krav.

Nu vi er i området fik du læste artiklen om Læger uden Grænser og Humanitarian OpenStreetMap Team samarbejde i det ebola ramte område?

Ebola udbruddet – samarbejde Humanitarian OpenStreetMap Team og Læger uden Grænser

I den sidste uges tid har der været skriverier i medierne om ebola udbruddet i Guinea. Sidste onsdag fik HOT (Humanitarian OpenStreetMap Team) en henvendelse fra Læger uden Grænser Schweiz om hjælp med at få skabt nogle kort over de tre byer Guekedou, Kissidougou og Macenta i Guinea. I disse byer ønskede Læger uden Grænser fuld dækning med alle bygninger og veje. OpenStreetMap frivillige fra hele verden fik klaret de tre første byer i løbet af 24 timer.

Da situationen har udviklet sig i løbet af ugen har Læger uden Grænser ønsket endnu 6 byer i området (og flere er på vej) med fuld dækning. Alle 9 byer er nu blevet kortlagt af ca. 250 frivillige og har digitialiseret over 120.000 bygninger og tusindvis af kilometer nyt vejnet er blevet lavet. Såfremt Læger uden Grænser også ønsker byer i de mindre berørte lande Liberia og Sierra Leone kortlagt, så vil HOT også stå klar med teknisk bistand og crowdsourcing af nye geodata.

Disse kort skal hjælpe de ca. 60 personer som Læger uden Grænser har sendt til området med at finde rundt samt til medicinsk geografi (udbrudanalyser). Da ebola ikke nødvendigvis er noget der kun rammer i byer, så er screening og kortlægning af fjerntliggende landsbyer samt vejene derhen også en opgave HOT har påtaget sig. Da der findes millioner af landsbyer samt mange millioner kilometer af fysisk vejnet i verden, som aldrig er blevet digitaliseret, så er det en kæmpe opgave også i det berørte ebola område. Og lad mig slå fast her hverken Google Maps, Nokia HERE eller nogen anden kortaktører kan tilbyde dette.

I Guinea for at finde fjerntliggende landsbyer nemmere og hurtigere har OpenStreetMap frivillige taget Landsat8 satellitbilleder til hjælp. Landsat8 har nogle forskellige farvebånd (bands), så ved at sætte farverne til “false colors“, så vil geografiske objekter udståle meget synlige forskellige farver.

Landsat8
(Billede – Landsat8 med false color over Guinea, Liberia og Sierra Leone)

Så fx hvis man er er zoomet lidt ind på Landsat8 satellitbillederne, så vil landsbyer (se billede nedenfor) ofte have en lys pink farve.

Landsat8

Hvis man zoomer ind og får bedre satellitbilleder frem fra fx DigitalGlobe vil man ofte se at det er korrekt at denne pink farve er en landsby (se billedet nedenfor). Dernæst er det at optegne landsby området samt hvis muligt at få forbundet denne landsby til vejnettet.

Landsat8

En anden god taktik for at finde nye landsbyer er, at kortlægge floder,bække eller åer, man støder ofte under dette arbejde på nye landsbyer, da mennesker typisk bosættter sig ved sådanne steder.

Landsat8

Indtil videre er der i den sidste uges tid blevet tilføjet ca 3247 nye mindre landsbyer i Guinea, og der er mange endnu der kan digtialiseres. Dette er en af de lettere opgaver du som OpenStreetMap frivillig kan bidrage med. Såfremt der kommer anmodninger om hjælp til Liberia og Sierra Leone, så er der brug for enhver OpenStreetMap frivillig som har lidt tid i overskud til at hjælpe. De tre lande tilsammen er immervæk på størrelse med Sverige og det er ikke noget man lige digitaliserer fra dag til dag.