No more routing tears

Firmaet Septima som også er en storforbruger samt bidragsyder til OpenStreetmap har udviklet et par kvalitetstjeksværktøjer til henholdsvis rutenavigation til bil og cykel. Værktøjerne tjekker om der findes vej-øer i OpenStreetMaps rutenet, da dette kan være mulige fejl.

Helt sort snak? Lad mig vise det med en case for et kvalitetstjek for cykelrutenavigation. Først så kalder jeg URLen (se på listen) til kvalitetsværktøjet via iD editor (samme URL virker også i JOSM) og får samtidigt Septimas TMS service af Geodatastyrelsens luftfotos med ind.

Septima rute

Nu er der angivet med gule markeringer forskellige steder i Danmark, hvor der kan være potentielle fejl. Jeg zoomer ned i et sommerhuseområde ved Kulhuse i Nordsjælland. Hvis du ser i billedet nedenfor er den gule markeret sti en oplagt fejl, da det er meningen at man skal kunne bevæge sig gennem denne sti fra villavejene på begge sider. Men stien ligger helt ensom i vejnettet (deraf navnet vej-ø).

Septima rute

Jeg forbinder denne sti med resten af vejnettet og gemmer mit arbejde. En gang i døgnet (midnat) vil Septima køre en opdatering af den danske del af OpenStreetMap og tjekke om der er sket nogle ændringer og rettelser. I billedet nedenfor er den gule markering forsvundet og dermed har OpenStreetMap Danmark et problem mindre at slås med.

Septima rute

Tak til Septima for at stille sådan en webservice til rådighed og dermed bidrage til at gøre OpenStreetMap i Danmark endnu bedre.