I forrygende godt selskab med blomsten af Danmarks unge folkekartografer

Tim Skole var lørdag 31. januar 2015 vært for det største afholdte danske OpenStreetMap mapping party indtil videre. 12 piger og 18 drenge fra 2 stk. 8. klasser, deres dansklærer Lone Vinther og geografilærer Line Sckerl, samt Peter Leth og jeg som OpenStreetMap undervisere. Det var samme aften som Danmarks Indsamlingen 2015 kørte.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – afvikling af Danmarks største mapping party på Tim Skole)

Vi startede kl. 17:00 og jeg gav en ganske kort introduktion til OpenStreetMap og især den digitale humaniære del som udføres af Humanitarian OpenStreetMap Team (HOT).


(Slideshow med introduktion til dagen)

Dernæst var det tid til lidt introduktion til iD editoren og forskellige kortlægningsteknikker fx fortsætte en vej, klippe en vej op i flere stykker og angive strømretningen på floder/bække. Dernæst blev eleverne sendt ud i 4 landegrupper som var følgende lande Zimbabwe, Kirgisistan, Cambodja og Togo.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – iD editor viser strømretningen på en bæk)

Det var en forrygende succes at smække “Show me the way” animationen op på et 4×3 meter stort lærred i skolens aula. Animationen som viser hvor i OpenStreetMap der redigeres lige nu. Når en elevs OpenStreetMaps brugernavn dukkede op på lærredet, så blev der klappet og jublet.

I samme forbindelse skal nævnes at skolen netværk på intet tidspunkt stod af eller blev langsomt. Det betyder utroligt meget for oplevelsen for nybegyndere at det punkt er i orden (eller måske er det mere OpenStreetMap undervisere der stresser over et evt. dårlig netværk).

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Show me the way animationen på stort lærred)

Der gik ikke lang tid før at alle veje i nogle mindre landsbyer dukkede op på OpenStreetMap se fx eksempel fra Kirgisistan i Geofabrik Map Compare.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Landsbyer i Kirgisistan – Geofabrik Map Compare)

Efter ca. 1/2 times kortlægning, så var det blevet tid til at spise pizza ad libitum og drikke et par sodavand. Uden mad og drikke duer vektorhelten som bekendt ikke. Spisepausen gav fornyet energi til eleverne. I indledningen til dagen nævnte jeg at vi skulle bruge et fælles hashtag #timskole under hele arrangementet, når vi gemte vores arbejde.

Det var måske lidt sort snak, men det gav mening for eleverne, da jeg begyndte via værktøjet “Filtering OSM Changesets by a Specific Comment” løbende at trække ud, hvor meget der var blevet lavet. Da vi lukkede og slukkede for dagen var der blevet lavet hele 31.275 ændringer (punkter) for samtlige elever, dette er et meget flot resultat.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Samlet OpenStreetMap resultat for Tim Skole mapping party)

Eleverne fik også fortalt, at vi kunne gå ind og se hvad hvert enkelt person havde lavet løbende. Med Overpass Turbo værktøjet havde jeg lavet et par søgescript skabeloner, så vi kunne trække geodata ud til nærmere analyse samt sætte antal kilometer kortlægning (veje eller floder/bække) på elevernes arbejde.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Overpass Turbo søgescript)

Med Overpass Turbo er det også muligt at lave en visualisering af de produceret geodata for hvert enkelt elev henover et OpenStreetMap (se billede nedenfor)

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Overpass Turbo visualisering)

Dette havde et element af gamification over sig, flere elever kom gentagende gange hen og ville have vide, hvor langt de nu havde kortlagt. Desværre tager en enkelt antal kilometer analyse ca. 5 minutter at lave, så det var ikke alle der kunne få deres resulater at vide samme aften. Peter og jeg har lovet at alle elever, der vil have deres slutresultat oplyst, at de får deres resultat sendt.

Jeg vil lige nævne to imponerende rekorder fra denne aften – En elev (dreng) nåede at kortlægge 513 km floder/bække, hvilket kan sammenlignes med anden elev (pige) der nåede 124,6 km veje. Kortlægning af veje tager længere tid end at kortlægge floder/bække/åer, så vi kan godt sætte de to resultater lig med hinanden.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – Regneark med kilometer analyse)

Sidste værktøj, der blev vist til analyser af ens bidrag til OpenStreetMap er “How did you contribute to OpenStreetMap?“, hvor man løbende kan se opsummering af bidrag og i hvilke lande.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – værktøj -How did you contribute to OpenStreetMap? )

Jeg havde også lidt tid på Twitter denne aften til at snakke ganske kort med et par OpenStreetMap frivillige fra Colombia og Irland. De var meget imponeret af at sådan en høj andel (40 %) af piger var dukket op på en lørdag aften. Det er ikke nogen større hemmelighed, at de store åbne vidensproduktions projekter som Wikipedia ( ca. 10 % kvinder) og OpenStreetMap (ca. 3 % kvinder) har lav andel af kvinder (desværre).

Men I kan høre/se 4 seje piger fra Tim Skole blive interviewet af Peter om OpenStreetMap mapping partyet i videoen nedenfor. Der er en klasse kommentar i videoen “1/2 time så er OpenStreetMap værktøjet lært

Jeg havde medbragt en lille geografi quiz, der gik ud på at eleverne samt deres lærere skulle gætte på, hvor mange kilometer veje og stier OpenStreetMap (per 30. januar 2015) havde i Ringkøbing-Skjern Kommune i alt. Svaret var ca. 6540 km, og en elev var meget tæt på med at gætte helt rigtig med sit gæt på 6560 km. Jeg havde brugt open source QGIS program til at datavaske og beregne den totale længde.

Jeg fik en lille snak med geografilærer Line Sckerl om QGIS, som kan benyttes til andre opgaver i folkeskole regi fx beregning af arealet af samtlige bygninger i Tim eller finde alle byer i Danmark, der indeholder %bølle% i stednavnet. Mulighederne er mange for at arbejde med åbne geodata samt visualisere disse og kan bruges i flere skolefag.

Mapping Party Tim Skole
(Billede – QGIS interfacet med beregning af quiz spørgsmål)

Hvad skulle det faglige udbytte være for eleverne? – Peter og jeg håber, at vi fik givet et indblik i, hvor lang tid det tager at skabe et verdenskort og at det ikke bare noget man gør fra dag til dag. Jeg overhørte flere elevers kommentarer Sig mig slutter denne vej/flod/bæk aldrig?, sådan når de var ude over de 50 km kortlægning af bare et geografisk objekt og ikke var færdige endnu.

Eleverne spurgte også rigtigt klogt om hjælp fx “Er dette en vej eller en bæk?“, “Hvor slutter landsbyen egentlig henne?” “Er det asfalt denne vej har?“. Det er nøjagtigt de samme spørgsmål voksne spørger om på introkurser til OpenStreetMap universet.

Vi ville også give et indblik i, hvordan digitale humanitære projekter som at kortlægge i andre lande finder sted – Det at kunne gøre det hjemme fra sin skole eller fra sofaen og dermed skabe bedre kort og åbne geodata til gavn for andre.

Her til sidst skal lyde en stor tak til lærerne Lone og Line fra Tim Skole for at sætte arrangementet i værk, det var en hyggelig aften. Vi sluttede af kl. 23:00 og det 6 timers lange OpenStreetMap event gik hurtigt.

Videoen til sidst viser kort nogle travlt optaget elever i gang med at OpenStreetMap kortlægge.

En tanke om "I forrygende godt selskab med blomsten af Danmarks unge folkekartografer"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *