Hvor manger bor der i Røgerup og i 6552 andre danske landsbyer

Hvis du prøver at hente indbyggerantal ud fra Danmarks Statistik via Statistikbanken Tabel BEF44, så vil du kun få adgang til talmateriale for byer, der har over 200 indbyggere. Dem er ca. 1440 byer af i Danmark. Nu har Danmark ca. 6553 landsbyer med under 200 indbyggere jfr. Geodatastyrelsen SNSOR (StedNavne- og StamOplysningsRegister) database . Så mange landsbyer under 200 indbygggere kan du ikke få umiddelbart adgang til at få oplyst antal indbyggere i, med mindre du betaler for et dataudtræk hos Danmarks Statistik.

Men der er nu hjælp på vej, Geodatastyrelsen har meldt (i privat mail) ud, at i den næste udgave af SNSOR databasen (som er en del af de frie grunddata) vil der være indbyggerantal på alle større byer samt de mindre landsbyer dvs ca. 7991 objekter. Dette er virkelig en god nyhed at få. Jeg har allerede nu fået tilsendt et preview af disse oplysninger af disse geodata, som du kan downloade her i ESRI Shape format (30 MB zippet) til dit eget brug.

Dette leder mig så videre til eksempler på, hvor disse oplysninger kan bruges udover ren nysgerrighed fx

Hvor mange bor der så i Røgerup? Der bor 39 personer (2014 tal) i denne landsby i Horns Herred ifølge de oplysninger Geodatastyrelsen har. Bemærk, at befolkningstal altid er et dataudtræk per 1. januar XXXX år, der kan godt være flyttet 3 personer i mellemtiden, så det er aldrig real time tal.

Landsbyer

Jeg kan tilføje disse indbyggerantal oplysninger for Røgerup ind i OpenStreetMap geodatabase (se billede nedenfor) og dermed værdiberige OpenStreetMaps geodatabase.

Landsbyer

Med dette talmateriale fra Geodatastyrelsen kan Wikipedia Danmark til artiklerne om mindre landsbyer nu få tilføjet indbyggerantal fx Døllefjelde med 67 indbyggere. Dermed får opslagsværket større værdi, når brugerne også lige kan slå faktaoplysninger op for selv mindre byer (dem Wikipedia har skrevet om indtil videre). Wikipedia Danmark har før kun brugt årlige udtræk fra Statistikbanken Tabel BEF44 med kun oplysninger på de før nævnte ca. 1440 byer til deres by og landsbyer artikler.

Endelig kan vi lege lidt med tal – Hvor mange danskere bor i landsbyer under 200 indbyggere? – Svar 234.516 – Hvad er gennemsnit indbyggerantal i de 6553 landsbyer med under 200 indbyggere? – Svar 35.79 indbyggere. Hvor mange landsbyer under 200 indbyggere starter med bogstavet H? Svar 624.

Vespucci OSM Editor kan nu vise Geodatastyrelsens luftfotos

Andriod app Vespucci OSM Editor er kommet i en ny 0.9.4 version (Google Store her). Vespucci OSM Editor er beregnet på at du kan lave OpenStreetMap redigering ude i marken på din mobiltelefon eller tablet. I denne nye version er det muligt at benytte Geodatastyrelsens luftfotos (fra forår 2013 og enkelte steder fra forår 2012) som baggrundskort.

I indstillinger under “Kortbaggrund” vælges “Geodatastyrelsen (Denmark)” for det område du vil redigere i.

appeditor

Dernæst indlæses Geodatastyrelsens luftfoto – i mit billede eksempel nedenfor er det området ved Jægerspris Slot der vises.

appeditor

Dernæst er det bare at gå i gang med at tilføje nye geografiske objekter med Vespucci OSM Editor. Bemærk, du skal have oprettet en gratis brugerkonto hos OpenStreetMap før du får lov til at tilføje nye geografisk objekter via Vespucci OSM Editor.

appeditor

Lidt teknisk vedr. Geodatastyrelsens luftofoto – Disse luftfotos er en del af de frie grunddata, så de skal selvfølgelig ud og blive benyttet af så mange som muligt. Vespucci OSM Editor kalder en mapproxy service som Gregers Petersen satte op for et par måneder siden.

Denne mapproxy service er lavet for at de danske OpenStreetMap frivillige i OpenStreetMap redigeringsværktøjer som iD, JOSM og Potlatch 2 kan få adgang til de gode og nyere luftfotos i god kvalitet og dernæst aflede nye og endnu flere vektordata ved indtegning. Nu er der så endnu en mulighed mere i form af Vespucci OSM Editor.

Opdatering kl. 11:50 – Vespucci OSM Editor virker særligt godt på en Android baseret tablets og der er lidt mere arbejdsplads end på ens mobiltelefon. Billedet nedenfor viser Kronprins Frederiks Bro i en Andriod baseret tablet.

appeditor

Indlæs et stykke Danmarks historie med QGIS 2

Geodatastyrelsen tilbyder også fri adgang til nogle historiske danmarkskort, som du kan indlæse via QGIS 2 softwaren og så fx eksporterer ud som et billede. Hvis du har læst mine to introduktions indlæg (1,2) med at oprette forbindelse samt arbejde med lag i QGIS 2, så kan du fortsætte med at læse guiden nedenfor.

Det første historiske kort, vi kan kalde er “Høje målebordsblade 1842 – 1899” – Bemærk her at Sønderjylland ikke er med pga. området tilhørte Tyskland på den tid. URL’en du skal bruge er følgende

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=topo20_hoeje_maalebordsblade&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Erstat i URLen “DITBRUGERNAVNHER” og “DITPASSWORDHER” med de oplysninger du har lavet ved oprettelsen af konto hos Geodatastyrelsen. Pas på at URL’en ikke laver linjeskift, når du indsætter i QGIS 2.

Hvis alt er gået vellykket, så vil du fx se Kronborg som i de nedenstående billede.

QGIS 2

Det andet historiske danmarkskort er “4-cm kort, Danmark i målestoksforholdet 1:25.000 (1953 – 1976)“. Her er vi oppe i perioden, hvor Danmark er i kraftig forandring fra landbrugsland til industrisamfund og parcelhuseområder skyder op som paddehatte. Her skal du bruge følgende URL for at få adgang.

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=topo4cm_1953_1976&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Igen erstat “DITBRUGERNAVNHER” og “DITPASSWORDHER” med dine egne oplysninger i URLen. Fx vil Ganløse se således ud som vist i billedet nedenfor.

QGIS 2

Du kan fx tilføje flere kortlag og så skifte mellem dem med QGIS 2 fx luftfotos og så se hvad der er sket siden de historiske kort blev lavet. Hvilke gårde er væk og hvor er der blevet bygget nye boligområder osv.

Disse historiske kort kan også bruges af lokalhistoriske foreninger i deres formidlingsarbejde. I undervisningen i folkeskolen eller gymnasiet kan eleverne selv bruge/hente/analysere deres lokalområde. En opgave kunne fx være “indtegn de nye boligområder siden “”4-cm kort … 1953-1976” blev lavet i område/by XX samt beregn arealet af disse.

Fik jeg fortalt at QGIS 2 softwaren samt brugen af Geodatastyrelsens korttjenester er helt gratis?

Hvad er der sket siden sidste år?

Mit forrige indlæg handlede om at Geodatastyrelsen lige har frigivet luftfotos fra foråret 2013 i Region Hovedstaden, Midtjylland og Fyn (inkl. fynske øhav). Resten af landet kommer snart.

Men hvor er Geodatastyrelsens forår 2012 luftfotos så henne og er de røget i ud i et arkiv du ikke har adgang til?

Det hurtige svar er at du kan stadigvæk få adgang til Geodatastyrelsens luftfotos fra foråret 2012 og derved fx sammenligne, hvad der er sket fra 2012 til 2013 i et område. Hvis du har læst mine blog indlæg 1 og 2 om hvordan du får adgang til Geodatastyrelsens luftfotos samt arbejder med lag (layers) i QGIS 2, så vil der i nedenstående case blive anvist, hvordan du får adgang til luftfotos fra foråret 2012.

Vi tager som case Reventlowsgade ved Københavns Hovedbanegård, det vil i Geodatastyrelsens luftfotos fra forår 2013 se således ud som vist i billedet nedenfor. Her kan ses at metrobyggeriet er i fuld sving.

QGIS 2

Hvis vi vil se hvordan der så ud i foråret 2012 – Her går vi i Layer > Add WMS/WMTS og du finder det navn du har angivet for “Geodatastyrelsens luftfoto” – Klik “Connect” og nu skal du gå lidt ned på listen og vælge “hrks_2012_10cm” lag. Klik på “Add” og “Close“. Nu vil Geodatastyrelsens luftfotos for Region Hovedstaden for forået 2012 blive indlæst som et lag.

QGIS 2

Du finder nu “Layers” menuen i QGIS 2 – Så fjern og tilføj hak.

QGIS 2

Hvis du har “hrks_2012_10cm” sat til, så vil du se Reventlowsgade ved Københavns Hovedbanegård fra foråret 2012 ser således ud. Metrobyggeriet er ikke rigtigt gået i gang i gaden.

QGIS 2

Hvis du vil se de andre områder af Geodatastyrelsens luftfotos fra foråret 2012 – så er lagnavnene, der skal kaldes op via QGIS 2 følgende

  • geosjaelland_2012_10cm – Sydsjælland, Falster og Lolland
  • geonord_2012_10cm – Nordjylland
  • viborg_skive_2012_10cm – Midtjylland
  • sydkort_2012_10cm – Sønderjylland
  • geofyn_2012_10cm – Fyn inkl. fynske øhav

En ny spandfuld luftfotos frigivet fra Geodatastyrelsen i dag

Geodatastyrelsen har i dag frigivet nye luftfotos for Region Hovedstaden, Midtjylland og Fyn (inkl. fynske øhav). Disse luftfotos er blevet taget i foråret 2013. Disse luftfotos er også en del af den frie danske grunddatapakke – Hvilket på dansk betyder, at de er helt gratis at benytte for private, firmaer og organisationer.

De manglende områder med luftfoto fra forår 2013 af Danmark er på vej. Så i nær fremtid vil du/I have adgang til et 100 % landsdækkende luftfotolag fra foråret 2013 og i en opløsning på 10 cm ( 1 pixel = 10 cm).

JOSM
(Geodatastyrelsens luftfoto 2013 over Kulhuse Havn set i JOSM editor)

Hvis du benytter dig af OpenStreetMaps JOSM editor og gerne vil have adgang til dette nye luftfotolag så læs min guide her.
Ønsker du at få et billede af hvor du fx bor eller skal bruge et luftfoto til en artikel, så læs min artikelserie om det gratis QGIS 2 software, som kan bruges til at hente luftfotos fra Geodatastyrelsen (indlæg 1,2,3,4)

Genskab hurtigt igen dit arbejde i QGIS 2

I QGIS 2 serien vedr. at hente lovlige luftfotos fra Geodatastyrelsen lærte du i afsnit 1 og 2 hvordan du kalder Geodatastyrelsens servere samt arbejder med layers (lag) i QGIS 2. I afsnit 3 lærte du at farvelægge luftfotos før du eksporterer.

Dette afsnit skal handle om hvordan du gemmer dit arbejde og kan vende hurtigt tilbage til hvor du sidst har arbejdet, uden du skal gennem den lange opsætning du lærte i afsnit 1 og 2. Fx hvis du arbejder på et lokalblad og bruger mange luftfotos fra lokalområdet, så er det smart at du med samme kan starte op i dit område. Derved sparer du tid med at finde det relevante luftfoto til dit arbejde.

Sådan gør du når du vil forlade QGIS 2 midt i et projekt, men gerne vil gemme indstillingerne. Gå op i menuen under Project > Save as > giv dit projekt et navn.

QGIS 2

Luk nu QGIS 2 helt ned. Du kan nu prøve at finde den gemte projektfil på din computer og dernæst dobbeltklikke på den. QGIS 2 vil nu starte op og starte præcis op med samme indstillinger som da du gemte dem. Login til Geodatastyrelsens servere klares automatisk af QGIS 2.

QGIS 2

En anden mulighed for at starte din gemte projektfil op, er når du har QGIS 2 startet at gå til Project > Open Recent > find din projektfil på listen. QGIS 2 starter op igen på samme vis som nævnt i den første metode.

QGIS 2

Det sparer meget tid med opsætning at lave QGIS2 projektfiler. Det er ikke usædvanlig at have 5-10 layers (lag) åbne i QGIS 2, og gendanne dem fra bunden af tager for lang tid.

Hvis du er meget nysgerrig efter at se hvad der er i sådan en projektfil, som rent teknisk bare er en XML fil. Så åbn projektfilen med en teksteditor eller et XML program.

QGIS 2

Sådan laver du farvemanipulation af Geodatastyrelsens luftfotos med QGIS 2

Du har måske læst mine artikler (1,2) med, hvordan du henter gratis luftfotos fra Geodatastyrelsen ganske nemt med QGIS 2? Denne artikel kommer til at handle om, hvordan du kan give luftfotos et lille farveløft med QGIS 2, før du eksporter billedet. Prøv at kalde et luftfoto frem fra Geodatastyrelsens server, som du har læst guides om i mine artikler. Dernæst prøv at gøre de samme ting som bliver beskrevet i guiden nedenfor.

Vi tager et luftfoto over Dybbøl Mølle som caseområde, som standard eksport vil dit luftfoto ligne det du ser i billedet nedenfor.

Dybbøl Mølle

Vi højrekliker nu på Geodatastyrelsens luftfotolag “orto_foraar” i Layers menuen og vælger “Properties“.

Dybbøl Mølle

Nu dukker et nyt skærmbillede op – her vælger du “Style“.

Dybbøl Mølle

Under “Color Rendering” kan du trække nogle farve skydeknapper med hhv. “Brightness“, “Contrast” og “Saturation” frem og tilbage og give nye værdier. Prøv at trække i en af disse. Dernæst klikker du helt nede på “Apply” knappen – Bemærkede du at luftfotoet ændrede sig i QGIS 2?

Dybbøl Mølle

Prøv at lege lidt med værdierne og husk at klikke på “Apply” knappen hver gang du ændrer på værdierne. Når du synes at et luftfoto ser okay ud efter din smag, så klikker du på “OK“. Du vil nu kunne eksportere billedet med den farvesammensætning, du lige har lavet.

Mit eksempel for Dybbøl Mølle ser i billedet nedenfor således ud med en ny farvesammensætning. Om det så er blevet pænt nu, er et spørgsmål om smag og behag.

Dybbøl Mølle

Ovenstående farveteknik kunne du selvfølgelig også have lavet i dit sædvanlige billederedigeringsprogram.

Find det rette luftfoto hurtigere med lagteknikken i QGIS 2

Jeg skrev for en uge siden en guide til hvordan du kan hente lovlige danske luftfotos fra Geodatastyrelsen med det gratis QGIS 2 program. Den guide var baseret på at du vidste lige, hvor du skulle zoome ned og hen for at finde et bestemt område.

Men hvad nu hvis din redaktør bad dig om at finde et luftfoto fra et område du slet ikke kender? Så kan du godt bruge lang tid på at finde stedet. I et luftfoto er der nemlig intet du kan orientere dig efter i form af stednavne og vejnavne.

Dette problem kan vi også løse med QGIS 2 i form af vi kalder et ekstra kortlag til at orientere os i. Så læs først min første guide med hvordan du forbinder dig til Geodatastyrelsens luftfoto. Dernæst lav en forbindelse til det luftfotolag med QGIS 2.

Vi vil nu tage Geodatastyrelsens Skærmkort til hjælp. Det kort skal kaldes med følgende URL.

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=topo_skaermkort&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Hvor du skal erstatte i URL’en “DITBRUGERNAVNHER” og “DITPASSWORDHER” med de oplysninger som du har fået, da du oprettede en konto hos Geodatastyrelsen. I QGIS 2 gå i menulinjen op hen til “Layer” > “Add WMS/WMTS layer …” igen. Dernæst klik på “New” – Nu får du en menu hvor du skal angive et “Name” og indsætte “URL” (husk at få din brugernavn og adgangskode med). Dernæst sæt hak i de to felter længere nede som vist i billedet nedenfor.

QGIS

Klik så “OK“. Du skulle se to mulige forbindelser nu (som vist i billedet nedenfor) . Vælg i drop-down menuen den forbindelse du lige har lavet.

QGIS

Klik på “Connect” – Nu vil Geodatastyrelsen give dig nogle forskellige skærmkort muligheder. Du markerer med din mus det lag, der hedder “DTK/Skærmkort“. Og klik så på “Add” og dernæst på “Close“.

QGIS

Nu skulle du gerne have to forbindelser til Geodatastyrelsen kørende – en til luftfotolaget og en til skærmkortlaget. Vi skal nu arbejde med lagpanelet (panels layers) i QGIS 2. Gå op i QGIS 2 under “View” > “Panels” og sæt hak i “Layers“.

QGIS

I QGIS 2 skulle du nu gerne se et lagpanel (layers) med dine to åbne forbindelser til Geodatastyrelsen (se billedet nedenfor).

QGIS

Prøv at fjerne “x“‘erne i panelet og slå til igen og se hvad der sker i QGIS 2. Prøv at lade kun være et “x” sat i Geodatastyrelsens Skærmkort og begynd så at zoome ind på et sted.

Jeg har i eksemplet nedenfor zoomet hen til Legoland i Billund med Geodatastyrelsens Skærmkort.

QGIS

Jeg kan nu slå luftfotolaget til ovre i lagpanelet – Jeg kan justere lidt i QGIS 2, så jeg har præcis det område af Legoland jeg ønsker at få et luftfoto af.

QGIS

Endelig kan man tilsidst gå op i menulinjen “Project” > “Save as Image…” og gem så luftfotobilledet.

QGIS

NB – denne guide er ikke kun skrevet for journalister – Jeg synes, at alle der har lyst og tid skulle prøve det af med QGIS 2. Det kan være en start intro til GIS verden og gedoata. Det er som sagt helt gratis at prøve af.

Sådan får du helt lovlige danske luftfotos til brug i dit journalistiske arbejde

Der er ingen tvivl om, at luftfotos (kan) understøtter en artikel i medierne både på print og online. Vi ser desværre journalister og webredaktører som bare screendumper helt frit og uhæmmet fra Google og Bing luftfotolag. Og selv om de skriver en kildeangivelse (hvis nogen overhovedet), så er det stadigvæk ikke tilladt, med mindre de har købt en licens eller har fået en speciel tilladelse. Dette tror jeg ikke er tilfældet for nogle af de store danske medier.

Men, hvorfor være ude i ulovligheder vedr. luftfotos over Danmark? – Som led i det danske grunddataprogram gældende fra 1. januar 2013 har det været muligt at få helt gratis luftfotos over hele Danmark via Geodatastyrelsen. Det seneste luftfotolag er fra foråret 2012 (forår 2013 er ved at være på trapperne). Disse luftfotos må bruges helt frit i alle sammenhænge og former. Selvfølgelig skal der lige være en kreditering på kilden.

Det lyder meget fint og godt hvordan får jeg så fat i et luftfoto over et bestemt område af Danmark?

Her kommer en mini guide som tager udgangspunkt i det gratis open source softwareprogram QGIS 2 (findes til Windows, Mac og Linux).
Du skal først oprette en gratis konto hos Geodatastyrelsen. Når du har gjort det så start QGIS 2 op. Gå i menulinjen op hen til “Layer” > “Add WMS/WMTS layer …

QGIS

Du har ved oprettelsen hos Geodatastyrelsen lavet et brugernavn og en adgangskode, disse oplysninger skal du bruge nu. hvis du kigger på URL nedenfor her. Så kopier den URL over i et tekstprogram og erstat i URL’en med dine egne oplysninger om brugernavn og adgangskode.

http://kortforsyningen.kms.dk/?servicename=orto_foraar&client=QGIS&version=1.1.1&login=DITBRUGERNAVNHER&password=DITPASSWORDHER

Tilbage i QGIS 2 klik på “New“.

QGIS

Der dukker nu en menu op hvor du i “Name” skriver et logisk navn for den “Layer” du vil benytte. Næste felt “URL” her indsætter du den URL du lige har lavet med dine egne oplysninger. Går lidt længere ned og sæt hak i de to felter som vist i billedet nedenfor.

QGIS

Klik så “OK“. Nu skal du oprette forbindelse til Geodatastyrelsen server. Klik på “Connect” – Nu vil Geodatastyrelsen giver dig nogle forskellige luftfotolag muligheder. Du markerer med din mus det lag, der hedder “orto_foraar“. Og klik så på “Add” og dernæst på “Close“.

QGIS

Nu skulle et luftfoto af Danmark gerne komme frem. Du zoomer nu ned og hen til det område i Danmark du vil have et udsnit af.

QGIS

Når området du vil have er vist i QGIS 2 – Så gå op i menulinjen “Project” > “Save as Image…” og gem så luftfotobilledet. Dernæst kan du arbejde videre med luftofotoet i det billedeprogram som du normalt bruger.

QGIS

QGIS 2 kan betragtes en slags geografisk “Sweitzerkniv”, som kan håndtere mange slags GIS data. Dette open source softprogram bør være i enhver seriøs datajournalists værktøjskasse.

Ovenstående luftfotolag bliver også benyttet af OpenStreetMap Danmark i stor stil til at lave nye geodata til OpenStreetMaps database.