A day at the Open Data Races

I lørdags blev der afholdt international Open Data Day. I 110 byer verden over var der forskellige events. Af kuriøse indslag kan nævnes, at OpenStreetMap Brasilien ville kortlægge fodboldbaner og fodboldstadioner, at der er VM i fodbold år fornægter sig ikke. I Danmark blev Open Data Day afholdt på CBS (Copenhagen Business School), og hele 61 tilmeldte personer havde valgt at tilbringe lørdagen i de åbne datas tegn. Jeg bringer her nogle indtryk samt lidt uddrag af samtaler, jeg havde med flere folk fra forskellige organisationer.

Open Data Day -CBS
(Billede – Der bliver arbejdet med forskellige projekter på Open Data Day)

Copenhagen Data nævnte at en stor del af deres arbejde var at få de forskellige forvaltninger i Københavns Kommune til at bidrage med datasæt. Jeg kunne forstå at det ikke altid lige var nemt at overtale andre forvaltninger. Jeg kan forestille mig at nogen forvaltninger tænker “Det har vi aldrig gjort og det er ikke relevant for os“. Mens andre forvaltninger synes det er en god ide, men har så intet gjort for bidrage med datasæt. Så er vi jo lige vidt.

Copenhagen Data synes også, at de har famlet lidt rundt i mørke over for udviklere om hvilke datasæt, udviklere/borgere nu måtte ønske af relevans og brugbarhed. Så derfor er man altid velkommen til at skrive forslag og ideer med ønsker ( Twitterkonto @datakkdk). Jeg havde selv på stående fod to datasæt ønsker

  1. Københavns Kommune skal have lavet engelske vejskilte til 76 turiststeder i byen. En liste over hvilke steder kan tjekkes op imod om OpenStreetMap har fået engelske oversættelse af disse steder lagt ind. Der er flere apps fx OsmAnd (off-line kortmulighed) der kan sættes op til engelsk og her ville de 76 steder så optræde på engelsk på kortet
  2. En liste over målestationer i byen, fx trafik (biler/cykler) og luftkvalitet. Disse målestationer kan også bruges i OpenStreetMap regi

Jeg snakkede med FAIR Danmark, som er en organisation der indsamler brugte computere til Malawi. De installerer open source software og styresystem før afsendelse. Da Malawi ikke har gode og hurtige internetforbindelser, ville de høre om man kunne installere off-line OpenStreetMap kort. Jeg nævnte at selve geodata er nemt nok at hente over hele Malawi. Det er også muligt at lave off-line tiles (disse her 256×226 billeder) som et kort er opbygget af.

Jeg lovede at tjekke nærmere i OpenStreetMap miljøet om, der er lavet simple og nemme løsninger for et off-line tile kort, som vil være nemt at installere før afsendelse af computere. Nu er Malawi ikke så godt kortlagt i OpenStreetMap regi, så jeg foreslog at folkene fra FAIR kunne da lave noget sofakortlægning af Malawi, så kort og geodata bliver endnu bedre. Det er altid pokkers nemt at sætte folk i gang med noget i OpenStreetMap regi.

Wikipedia Danmark stillede op med flere folk. Der kom et ønske på sognegrænser fra DAGI datasættet, hvilket jeg så fik lagt op samme dag på GitHub i et GeoJSON format.

Dernæst var polygoner over byer, bydele, sommerhuse og spredt bebyggelse også et emne som Wikipedia Danmark måske ville kunne bruge. Jeg fik også tid til at lave disse i GeoJSON filer og lagt disse ud i GeoJSON filer på GitHub. Disse geodata stammer fra Geodatastyrelsens SNSOR (StedNavne- og StamOplysningsRegister).

Open Data Day -CBS

Jeg fik så også et spørgsmål om Wikidata og OpenStreetMap. Det er ikke noget som OpenStreetMap frivillige har dyrket i videre stor stil endnu. Der er mere end rigeligt at gøre alene med at få kortlagt det globale vejnet, så at finde tid til at koble Wikidatas unikke id’er sammen med geografiske objekter i OpenStreetMap er ikke første prioriet for de fleste OpenStreetMap frivillige. Jeg vil ved lejlighed i et blogindlæg gå i dybden med Wikidata og hvad det kan bruges til i OpenStreetMap regi.

Jeg fandt også tid til at give et 5 min. lynkursus i, hvordan man kan få statistikker og tal om ens bidrag til OpenStreetMap. Følgende OpenStreetMap værktøjer blev vist.

Open Data Day -CBS
(Billede -Screendump af Yesterday’s Edits Per Country værktøjet)

Open Data Day sluttede af med nogle præsentationer af hvad folk havde rodet/leget med i løbet af dagen. Der var flest præsentationer med geografisk indhold. Dette er egentligt ikke så underligt, når man estimerer at ca. 80 % af myndigheders data, kan henføres til et geografiske steder. Så myndigheder der overvejer at frigive åbne data skal tænke i at det primært er geodata, der skal åbnes op for.

Jeg vil her til sidst rette en stor tak til de frivillige, sponsorer samt arrangørerne af Open Data Day i Danmark for en hyggelig og inspirerende dag.

Open Data Day -CBS
(Billede – Show me the Way – visualisering af hvor arbejdes der i OpenStreetMap lige nu)