FOT data og digital kartografi i undervisningen med TileMill

Til undervisningsbrug i fx gymnasiet er det landsdækkende FOT datasæt på 19 GB nok lidt for voldsomt og for stor mundfuld at starte ud med. Men der er mulighed for i mindre målestok at introducere eleverne for FOT datasættet samt de laver deres eget kartografi ud fra det datasæt. På Kortforsyningen (når du har oprettet konto) er det muligt at lave FOT udtræk af et geografisk område på op til 5 km2.

Som case har jeg taget et ca. 1 km2 område af byen Bagenkop på Langeland og bestilt et FOT udtræk i ESRI shape format.

FOT udtræk
(Billede – Kortforsyningen Bagenkop udtræk)

Der går et par minutter før FOT udtrækket er klar til download (det bliver sendt en e-mail når det er klar). Det bestilte udtræk (fylder ca. 6 MB) pakkes ud i en mappe. Nu kan der begyndes at lave kartografi på FOT data med det gratis open source software TileMill. De forskellige FOT temaer kan sættes til som lag (eng. layers) i TileMill.

Lag i TileMill
(Billede – FOT lag vist i TileMill)

Dernæst kan der begyndes at leges med kartografien.

Layout i TileMill
(Billede – CartoCSS syntaks – TileMill)

TileMill benytter sig af CartoCSS (et CSS lignende sprog) for at lave kartografi og er relativt nemt at gå til. Ændrer farver, størrelse på linjer osv.

Layout i TileMill
(Billede – Bagenkop layout vist i TileMill)

Nu forventes det ikke at eleverne bliver professionelle kartografer på et par timer. Ideen er mere at man har dem givet en introduktion til, hvordan digital kartografi laves. Fx hvad med at lave et udprint af kun bygninger i ens egen byen i et A1 format?

Det er også en glimrende øvelse i at få et indblik i de åbne data fra de offentlige myndigheder, hvordan de hentes, hvad kan man finde der, hvordan de kan bruges, leges rundt med. Man kan derudover også benytte egne indsamlede geodata, der flettes sammmen i TileMill fx via et simpelt regneark eller GeoJSON filer.

Hvis du er underviser i gymnasiet og har arbejdet med noget af ovenstående i undervisningen, så skriv gerne en kommentar. Jeg vil gerne høre om projekter, der er lavet med åbne geodata.